Firmaprofil

Siden 1980 har E. Aabo Andersen A/S stået bag udviklingen og produktionen af avancerede maleanlæg til virksomheder i hele verden. Omkring 500 nøglefærdige anlæg er det blevet til, og nogle af de allerførste anlæg, firmaets grundlægger stod bag, kører endnu.

Det er vi meget stolte af, for det siger måske noget om, at E. Aabo Andersen A/S – i daglig tale AABO - fra starten var eksponent for kvalitet. 

Mindst lige så stolte er vi af, at de avancerede og skræddersyede overfladebehandlingsanlæg, vi i dag er i stand til at levere, foretrækkes af nogle af verdens største producenter af bl.a. landbrugsudstyr, komponenter til bilindustrien, transformatoranlæg og andet.

Fra at være en lille, lokal Svendborg-virksomhed har E. Aabo Andersen A/S dermed udviklet sig til en stærk partner på det globale marked for overfladebehandlingsanlæg af enhver art, og ligesom firmaets grundlægger, Erling Aabo Andersen, i sin tid var førende med udviklingen af moderne, teknologiske maleanlæg, er AABO også i dag i front, når det gælder miljøeffektive løsninger med et minimalt forbrug af vand og energi og udledning af så få miljøskadelige stoffer som muligt.

Siden 2008 er det grundlæggerens søn, Claus Aabo Andersen, der har stået i spidsen for den ekspanderende virksomhed, men værdigrundlaget er præcis det samme som for 35 år siden. For AABO er det fortsat en æressag at imødekomme ethvert kundebehov, ligesom det ligger dybt i vores virksomheds DNA aldrig at efterlade en kunde med et uløst problem.

Vores erfaring igennem 35 år er nemlig, at tilfredse kunder er den bedste garanti for firmaets fortsatte fremdrift. Uanset om kunden er en verdensomspændende virksomhed eller en lokal producent, leverer vi kun individuelt målrettede løsninger, der holder.






Produktion i Svendborg

Vi er et af Danmarks førende og mest innovative firmaer indenfor anlæg til overfladebehandling med såvel pulver som vådlak.

Fra vores moderne fabrik i Svendborg projekterer og fabrikerer vi alle overfladebehandlingsanlæg præcis efter kundernes ønsker og individuelle behov og krav.